Til og Fra kort

Manden er maler og gav mig for nyligt sådan en hel farveprøvebladrebog (hvad hedder sådan en egentlig på dansk?) Det er virkelig noget lækkert tykt papir. Men hvad kan man mon lave med alle de skønne farver? Jeg klippede nogle bider af og stemlede med et ’til og fra’ stempel. Og så pyntede jeg dem en smule, men ikke for meget, for man skal gerne stadig kunne se hvad det er og læse de fantastiske navne på farverne. (Jeg har altid været fascineret farvehandlerens kreative navne på farver)

Så de fik lidt sort maling og glimmer…

 

Bling og blomster…

og knapper og klips.

Synes selv de blev ret søde. Nu kan jeg slippe afsted med at pakke alle mine julegaver ind i ensfarvet, kedeligt papir, og pynte dem med bånd og et af dem her hver, så skal det nok blive farverigt alligevel.🙂

 

 

 

Udgivet i Kreativitet | Tagget , | Skriv en kommentar

Scrapklub 6. oktober 2011

Det er scrapfestival på Skrapsisters og det betyder at der er masser af inspiration og motivation til at få lavet noget, og nu VIL jeg altså rigtig i gang med at scrappe igen. Så ungen er placeret i højstol ved siden af scrapbordet, og bestukket med kiks, cheerios og andre lækkerier, så må vi se om jeg kan lave noget og håbe det ikke bliver alt for nasset ind i madrester.🙂

Udgivet i Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Argh! :-(

Min kære mand gav mig et gavekort på 500 kr til en scrapbutik i julegave sidste år. Det er der ikke specielt meget argh over. Det var faktisk helt fantastisk, men hør så lige her: Jeg var derinde en gang i januar og købte en smule papir og dims, men brugte maks 100 kr…. Så fik jeg baby, og så var det sommer, men nu… NU er det efterår og jeg er klar til at scrappe igen, men da jeg går ind på scrapbutikkens hjemmeside ser jeg at den er lukket😦

Buhu! Og ikke nok med at gavekortet er ubrugeligt, jeg er gået glip af det vildeste udsalg. De solgte alt til 30%-50% i sidste måned. Nu er alt der er tilbage af butikken en telefonsvarer som siger de har et par akryl papirbakker tilbage, ellers er alt væk. Hvordan kunne jeg gå glip af det. Jeg er virkelig så ked af det at jeg er ved at tude for nu synes jeg ikke jeg kan få mig til at bruge fler penge på scrap i år, og det kunne bare have været så lækkert at købe lidt nye materialer.😦

Udgivet i Kreativitet | Skriv en kommentar

Caran D’ache

I dag har jeg leget med mine Caran D’ache farver.

Jeg havde ikke et bestemt mål ud over at jeg ville lave et ansigt og dække en hel side med farver. Den anden dag tegnede jeg et ansigt fra fri fantasi. Det var meningen der skulle være en kvinde, men endte med at ligne en transvestit.:-/ Måske fordi munden blev for smal, eller hagen for kraftig og maskulin? Til gengæld er jeg glad for baggrunden, som bare er nogle vilde zigzagger i forskellige lilla nuancer.

I dag ville jeg tegne et ansigt som lignede! Så jeg “snød” og startede med at printe et billede ud af min datter i meget lyse gråtoner. Klippede ansigtet ud og limede det ind i min art journal, og så var jeg klar til at farvelægge:

Jeg starter altid med at farvelægge omrids/skygger og highlights. Det er bedst at bruge brun, blå eller en mørkere version af den farve man vil male sit motiv med. Sort kommer til at se farligt ud. Da mit motiv er hudfarvet starter jeg med brun og maler med let hånd henover alle skyggeområderne på mit billede, og trykker lidt hårdere de steder hvor det gerne må blive meget mørkt. Derefter maler jeg med hvidt på de steder hvor jeg gerne vil have highlights (næseryg, pande, kinder og læber og hage). Jeg maler også det hvide i øjnene, da det er min erfaring at hvis man først får lidt farve derind ved en fejl, så er det svært at dække over med hvid igen, men hvis man starter med et fedt lag hvid, kan man altid kradse eventuelle uheld væk senere.

Så maler jeg med hudfarve ovenpå det hele. Stater med at male ovenpå skyggerne.

Derefter fylder jeg resten ud. Se hvor fint det er med 3 forskellige toner af hudfarve, da det hvide og brune skinner igennem selvom jeg kører et tykt lag hudfarve på.

Jeg farver munden, tegner det mørke i øjnene op, og sætter en blomst i håret. Og så lægger jeg forskellige farver skygger og highlights i håret. Jeg bruger hvid og  forskellige nuancer af brun og gul for at få lidt farvespil.

Håret ser rimelig vanvittigt ud, men så maler jeg ovenpå med en lysebrun farve, og så ligner det en fin høstak🙂

Bum bum.. hvad så med baggrunden?… Jeg finder et citat om babyer og skriver med sjuskede ballonbogstaver:

Lægger farve på baggrunden:

Og fylder bogstaverne op i komplimentærfarver til baggrunden, så de rigtig popper frem:

Til sidst tilsatte jeg lidt glimmer til bogstaverne, tegnede omridserne op med en sort sprittusch og eksperimenterede med et sommerfuglestempel (Ville tjekke om det kunne sidde fast ovenpå Caran D’ache farverne, og det kunne det.)

Ja det er ikke blevet super flot, og bestemt ikke noget jeg ville hænge op på væggen, men processen har været sjov og lærerig. Elsker bare min art journal.🙂

Udgivet i Kreativitet | Tagget | 4 kommentarer

Det der mad

Luna er 5 måneder nu, og i fuld gang med at lære at spise rigtig mad. Det er skønt at se hvor meget hun nyder at smage på alt det vi tilbyder. Overhovedet ingen kræsenhed endnu.

De nye tunge-færdigheder viser sig også ved at hun nu siger mange flere nye lyde. Nogen gange siger hun endda rigtige ord. Ikke bare mama & dada. Næææh, f.eks. i går i badet spørger jeg hende om hun er færdig, hvortil hun tydeligt svarer “okay”. Mor her er sikker på at hun er et meget fremmeligt barn når hun sådan kan tale allerede.🙂

Nogen gange er det også ret hårdt med alt det nye mad, som for eksempel her hvor jeg optog hende på video, for rigtig at prale overfor venner og familie med hendes nye færdigheder, men tror I så ikke ungen falder i søvn? Tsk, tsk..

Udgivet i Mig og min familie | Skriv en kommentar

Udfordring: Tør du lave et junk LO?

Scrapbookere kreerer smukke sider til deres albums med perfekte billeder, masser af pynt, den helt rigtige overskrift og tekst,  og hver eneste side skal helst være så bedårende at den vil kunne pryde væggen i selv den pæneste stue.

Layouts i glas og ramme - nu mangler jeg bare en pæn stue.

Og det lægger et skide stort pres på scrapbookeren. Man startede måske på hobbyen for at dokumentere sit liv og dagligdag, eller man søgte en måde at være kreativ på, men efterhånden lægger man et kæmpe pres på sig selv, om at alt hvad man laver skal være smukt og perfekt. Og man bliver indhentet af den dårlige samvittighed, for man har jo også lige den der fødselsdag eller skovtur man burde nå at scrappe, og man ærgrer sig over at de billeder man tog juleaften ikke er perfekte fordi man zoomede for langt ind eller børnenes tøj ikke matcher gavepapiret. Man køber sig fattig i scrapprodukter man aldrig får brugt op, og man smider billetter, selskabssange og søde noter ud selvom de vil være sjove at have i scrapbøgerne, men de er for svære at få til at se pæne ud mellem Prima blomster og mønsterpapir.

Det må være tid til en scrapbooking reformation! Lad os huske tilbage på hvad scrapbooking oprindeligt var: En skrapbog var en simpel bog hvor man limede mindeting ind i. Avisudklip, fotos, billetter osv. Og man skrev måske lidt, og hvis det var helt vildt tegnede man lidt kruseduller. Forestil jer at få fingre i sådan en gammel gulnet skrapbog fra jeres oldemor. Hvor ville det være fedt at læse om hendes gamle minder og se gamle billeder….

Min mormors scrapbog

Min mormors scrapbog

Og forestil jer så at et af jeres oldebørn skulle få fingre i jeres moderne scrapbøger en dag. Albummerne må transporteres til dem på en trillebør og indeholder 1% billeder og 99% scrapbooking-produkter. Bevares, de er virkelig smukke, men jeres oldebarn kan ikke hænge alle jeres Layouts op på væggen, hun havde nok været tilfredse med 4 af den slags kunststykker. Det hun virkelig er interesseret i er historien. Men den fik man vist ikke lige skrevet ned, for ens håndskrift var ikke pæn nok, og det er også flottere hvis der kun er en overskrift. Sådan ser alle Layoutsene i bladene jo ud. Og fint skal det være…

Derfor synes jeg det er spændende når noget af det hotteste indenfor scrapbooking lige nu er art journals og junk journals. I art journals kan man få lov at lege med sin kreativitet uden at det behøver at være perfekt og vise-frem-værdigt. Og i junk journals er det pludselig blevet legalt at gemme alle de gamle busbiletter og det uskarpe billede af dine tånegle og børnenes gækkebreve. Man “smasher” det bare ind i en bog og tegner en krusedulle ved siden af ligesom man gjorde i gamle dage. Og der er stadig plads til en rest mønsterpapir og lidt bling, hvis man er afhængig af den slags.

Men de fleste har alligevel deres scrapbøger og deres art/junk journals strengt adskilt. Måske sniger der sig lidt vild splattermaling ind på et LO en gang imellem, men tør du tage skridtet fuldt ud og lave et ægte junk LO og sætte ind i dit fine scrapalbum? Jeg forestiller mig en side af brunt kraftpapir hvor man bare limer noter/udklip/biletter ind og skriver med håndskrift lidt om hvad det er og betyder for dig? Det bør maks tage 5 minutter. Hvis du tør, så skriv en kommentar gerne med et link til dit junk LO.

Udgivet i Kreativitet | Tagget , , , | 1 kommentar

Art journaling, en ny ide eller?

Det “nye” i år indenfor scrapbooking er art journals. Jeg er helt vild med min art journal, og synes det er sådan en god ide.. men hvor nyt er det lige det er?

Prøv at tænke tilbage til da du gik i skole. Havde du ikke en kalender/lektiebog du tegnede kruseduller i og limede billeder ind af ham den lækre fra 9B? Og skrev lange diskussioner om musik og fester med hende du sad ved siden af i de uendeligt lange tysktimer? Og du spekulerede slet ikke over om det var pænt eller grimt, men den kalender endte med at blive en guldgrube af minder fra din skoletid? Hvis du gjorde, så tag et par billeder af din gamle kalender og smid en kommentar.🙂

Her er et slideshow af nogle af de pænere sider fra mine gamle kalendere – Ægte 1990’er art journaling:

This slideshow requires JavaScript.

Udgivet i Kreativitet | 6 kommentarer